Beskrivelse
Her i 2024 er det 35 år siden, at det registrerede partnerskab blev vedtaget, og vi her i Danmark som det første land i verden gav bøsser og lesbiske mulighed for at få papir på hinanden.
Siden har LGBT+-personer fået endnu flere rettigheder og bedre vilkår, og det har gjort tilværelsen nemmere for mange regnbuepersoner.
Men hvordan er det egentlig at være LGBT+-person i dag, både når det gælder hverdagslivet og arbejdslivet?
Det sætter bogen Regnbueland fokus på.
I bogen medvirker 25 personer i alderen fra 21 til 78 år.
To personer er såkaldt allierede, som arbejder på at forbedre LGBT+-personers vilkår, og de resterende 23 medvirkende samt undertegnede er alle LGBT+-personer: Det vil sige bøsser, lesbiske, transkønnede samt en biseksuel og en nonbinær.
De medvirkende kommer fra det meste af Danmark for netop at gøre bogen så dækkende og repræsentativ som muligt.
For selv om vi i Danmark har været og er et foregangsland, er der desværre mange områder, hvor vi LGBT+- personer ikke har særligt gode livsvilkår. Men det er der mange, som ikke er klar over.