- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Foredrag: Min storebror har 12 skeer
1. oktober 2022, 11:00 - 13:00
FreeBaseret på børnebogen “min storebror har 12 skeer” holder de 2 forfattere bag bogen et foredrag som tager udgangspunkt i både bogen, og deres egne erfaringer. Birgitte er søster til en sendiagnostiseret autist, og nu også selv mor til en autist. Maiken er støtteperson samt yogalærer for børn og familier med særlige behov.
For et autistisk barn kan verden være enormt overvældende. Barnets følsomhed over for indtryk, sansninger og sindsstemninger gør det ekstra sårbart i en verden, der på mange måder ikke forstår, hvad det vil sige at være autist.
Det kræver noget ekstra at opfostre autistiske børn. Et andet livssyn, andre prioriteter og en anden kommunikation. Og på rejsen mod at acceptere livet med autisme og indrette sin hverdag herefter, kan søskende til autistiske børn godt føle sig lidt overset, især fordi de ikke forstår, hvorfor nogle ting i deres familie foregår på en anden måde, end de oplever det andre steder.
Lige så vigtigt det er at tilpasse sit liv til autismen, lige så vigtigt er det også at tale åbent og ærligt om de ting, der følger med autismen – også med vores børn. Vi skal sørge for, at det autistiske barn føler sig set, og at det neurotypiske barn ikke føler sig overset – hvilket på ingen måde er nemt, men essentielt for alles trivsel.
“Min storebror har 12 skeer” er en børnebog der fungerer som et konkret og kærligt redskab, som både forældre og fagfolk kan bruge til at tale med søskende, venner, veninder og familie om neurodiversitet, og dermed hjælpe til at skabe forståelse og åbne for samtalerne.